Jon Hollesen:
Cand. mag i musikvidenskab og dramaturgi ved Aarhus Universitet, sangpædagog fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Uddannet i Anne Rosing metoden fra VoiceEmbodiment 2009. Har afholdt talrige kurser, seminarer og workshops. Underviser i Masterclass for Visens Venner gennem tre år.

Din dramatiske vokal 2Din stemme er mere dynamisk end du tror. Du kan give nyt og mere vedkommende liv til din visesang, hvis du tør bevæge dig uden for din comfortzone. Jon Hollesen har undervist visesangere i Danmark på masterclasses, arrangeret af Visens Venner. Artiklen er baseret på et sammendrag af videooptagelser fra et af disse kurser.

Af: Ole Christensen

Viser fortæller ofte en historie, hvori der optræder flere personer ud over fortælleren. Der kan for eksempel være tale om dialoger. Det ses ofte i Bellmans hovedværker, hos Evert Taube og i Niels Hausgaards viser.
- Hvis man ikke med sin stemme viser, at der er tale om forskellige personer, kan publikum ikke følge med i historien, siger Jon Hollesen.
Man kan bruge sin stemme til at gestalte figurer, hvis man tør vove sig ud over sit normale taleleje. Det kræver lidt øvelse og overvindelse i starten, men til gengæld får man også et meget effektivt værktøj ekstra i kassen.

Grænseoverskridende
Når man har gjort sit forarbejde og kan sine ting ordentligt, er man kun halvt færdig. Du skal eksperimentere med dig selv og din stemme for at møde karaktererne og gestalte dem.
- I en kunstnerisk proces er du nødt til at vove pelsen og der er ingen garanti for succes, men hvis du ikke vover pelsen, bliver det forudsigeligt og dermed kedeligt. Hvis jeg siger: Lyt til mig, der altid gør det rigtige, bliver det så interessant kunst? Perfektionisme er uinteressant og duer ikke i en kreativ proces. At gøre sig umage er at bevæge sig ud af sin comfortzone.

Indånd følelsen
Lad dig inspirere af teksten. Det betyder to ting: For det første at få luft, for det andet at lade sig inspirere af teksten før man kan ekspirere: Man synger som man taler, siger de gamle italienske mestre. Træk vejret i emotionen. Hvis du først har fat i emotionen, når du er forbi den i teksten, er det for sent. Indåndingen er den emotionelle port ind til dét, du vil kommunikere og dele med verden. Dét, som taler ind i vores fælles nu.

Figurøvelser
Tag et eksempel: En vise om en mand, der prøver at score en kvinde. Den kan synges på mange forskellige måder. F.eks.: Jeg er sikker på at få hende, jeg får hende aldrig, bare jeg får hende. Hvilken af de tre positioner giver mest mening? Der kan også være tale om en udvikling hos én person igennem sangen.
- Har man brugt en weekend på at arbejde med det, så er man godt på vej til at kunne veksle lynhurtigt mellem forskellige sindsstemninger – og så bliver visen straks mere nærværende og interessant end hvis den bare afsynges. Der skabes et dramatisk forløb.

Mellemgulvet
- Mellemgulvet er den platform, hvorfra emotionerne springer. Du skal altså helt ned i maven. Mellemgulvet har det som vores øjne, det er en mimisk muskel. Den kan ikke lyve, så hvis du henter emotionen derfra, overbeviser du publikum om din figur. Hvis vi er i den emotion, vi skal bruge i sangen, er der overensstemmelse mellem det følte og det sungne. Det betyder, at vores stemme kan klare langt mere, hvor vi ellers kan komme til at overbelaste den, understreger Jon Hollesen.

Fortæl historien
Det vigtigste er at fortælle historien. Fortæl historien før du begynder at synge. Meningen er, at der skal dannes billeder i publikums hoveder. For at kunne gøre det, skal man selv have billederne klar. Hvordan ser min person ud? Hvilket miljø foregår visen i? Hvilke skift sker der undervejs? Det skal man gøre sig klart og derefter bruge stemme, krop, scene og akkompagnement på at formidle det til publikum.
- Historien ligger mellem kunstneren og publikum. Det er kunstnerens opgave at få publikum til at komme hen til historien og opleve den, så den bliver til noget, vi er fælles om, noget vi kan dele.

Tag figuren på dig
- Du kan vælge at være dig, når du kommer ind på scenen og gå i figur på vej hen til mikrofonen, eller du kan gå i figur allerede bag bagtæppet, alt efter hvad situationen kræver. Publikum køber den straks og begynder at grine, hvis det er en sjov figur. Publikum kommer nemlig for at blive forført og begejstret.
Det kræver mod at være til stede i sin figur.  Der skal skabes en illusion af et rum, som vækker publikums interesse. Det kræver øvelse at blive i figuren, hvis der pludselig sker noget uforudset, men det giver til gengæld rigtig gode muligheder for at komme videre på en god måde.
- Hvis en figur vælter mikrofonen, er det sjovt. Hvis en visesanger vælter mikrofonen er det et uheld, siger Jon Hollesen.

Stræk visen
- Pas på ikke at servere pointen for tidligt – og slet ikke i introduktionen. Det er lige som at fortælle pointen i en vits som det første. Det ødelægger godt grin. Hold de vigtige kort tæt ind til kroppen. Introen skal være en teaser.
Hvis en figur skal gennemgå en udvikling, må man arbejde med udtrykket i karakteren, eksempelvis sådan, at den bliver mere og mere sur eller mere og mere glad: En stigende kurve, der kulminerer i pointen eller stemninger, der skifter hele vejen gennem teksten. Det er spændende, hvis der er hemmeligheder. Dem må man ikke servere fra starten.
- Hvilken udvikling gennemgår min figur og hvordan bruger jeg min stemme og min krop til at formidle den udvikling. Hvis man allerede udstråler, når man kommer ind, at dette er sørgeligt, så kommer man til at fjerne hele det dramatiske element.
- Kære venner, det går det rigtig galt. Ja, det har vi gættet, men hvornår sker der noget andet? Man må ikke være i resultatet allerede fra starten. En smuk og poetisk tekst, hvor alt ånder fred, rummer samtidig angsten for, at freden skal ophøre. Den usikkerhed skal være til stede side om side med skønheden. Så bliver det god kunst.

Scenisk væren
I forberedelsen skal man gøre sig klart, hvordan man vil bruge scenen. Man bruger sin position på scenen, sit ansigtsudtryk og kropssprog, som her deles i tre forskellige stationer.
1) Den selvoptagede, introverte, som kræver publikums energi og forholder til fortiden.
2) Den nærværende, som inviterer publikum til at dele fortællingen med sig i et fælles nu.
3) Den manipulerende, ekstroverte, der vælter ud i hovedet af publikum og vil noget i fremtiden.
Det virker meget invaderende, hvis man igennem en hel tekst nærmest sidder på skødet af publikum som 3) og det bliver kedeligt, hvis man hele tiden er tilbagetrukket som 1).
- Jeg kan ikke give en formel, men gå teksten igennem: Hvornår er jeg tilbagetrukket og eftertænksom, er der ting jeg vil fortælle som vi kan dele og hvornår er der noget, som I simpelthen skal forstå.

Hårde viser
En vise med en meget barsk tekst er en særlig udfordring, siger Jon Hollesen:
- Vær meget opmærksom på, at der kan sidde nogen derude, som har oplevet historien. De skal have en mulighed for at slippe væk/undlade at høre efter. Det er ikke fordi, man skal undgå alvoren, for historien skal åbnes. Man bør overveje om det er en fordel at synge eller fortolke visen mere neutralt. Resultatet er ofte, at det slår meget stærkere. Vi behøver ikke ramme dem, der allerede er ramt. Vi vil gerne røre dem, der har svært ved at føle. Introduktionen kan være et problem. Man kan eventuelt klare det ved at sige: ”Jeg vil gerne fortælle lidt om sangen bagefter.” Så holder man mystikken. Når man giver sig i kast med den type viser bliver man selv rørt under forarbejdet.
- Tud færdig i øvelokalet. Vi må ikke synge om følelser, vi ikke selv kan bære. Det er en lov for scenen. Sker det alligevel på scenen, så gennemfør mens du tænker på noget andet. Vi må ikke lade publikum bære vores sorg. Vi skal bære deres. Det er derfor, vi kan stå her.

Genfødsel
- Man kan være heldig at genopdage en vise, man har sunget mange gange. Det virker helt fantastisk, når noget bliver genfødt. Prøv at vende visen på hovedet, skift ståsted og kameravinkel, se billederne, zoom ind, zoom ud. Så bliver akkompagnatøren kastet ud på dybt vand og opdager nye aspekter. Drej lidt på visen, når den er sunget halvtreds gange. På den måde kan man blive ved med at synge den samme sang i hundrede år.
- At stå på en scene og synge indbefatter alt hvad det vil sige at være menneske. Det er vigtigt at have en retning med sin kunst. Ingen er færdige. Alle kan blive bedre. Det perfekte eksisterer ikke i min verden, siger Jon Hollesen. 

Jons introduktion til Masterclass

Mit udgangspunkt er kritikkens fire K’er
1) Det skal være konstruktivt
2) Det skal være kritisk: Jeg tænker mig om, før jeg siger noget
3) Det skal være konkret
4) Det skal være kærligt
Hvis jeg siger noget og det føles forkert, er det forkert. I tænker måske: ”Det er jeg da god til” og jeg har lige sagt: ”Det har du svært ved” – så føles det forkert. Det skal I sige, så vi kan snakke om det.

At stå på en scene og synge indbefatter næsten alt, hvad det vil sige at være et menneske. Når I står der, bruger I alt hvad I har. Derfor kan vi starte hvor som helst:
Hvordan står du?

  • Hvordan trækker du vejret?
  • Hvordan klinger din stemme?
  • Har du forstået sangen og din figur?
  • Holder du tempoet, så akkompagnatøren kan orientere sig?

Vi kan ikke nå det hele. Min opgave er at vurdere, hvad I har brug for at få at vide lige nu, så I bliver endnu gladere for dét, I er glade for i forvejen: At synge viser. Det er ikke sikkert, I når at lære alt det, I skal kunne. Nogle af jer vil tænke: Hvis jeg skal lære dét, kommer det til at tage tid… Men jeg satser på, at I vil kunne lykkes med det på sigt. Det vigtigste er at have en retning med sin kunst, med sin sang. Og der er ingen, der er færdige – selv de allerdygtigste kan stadig blive bedre.

Men jeg er også publikums advokat. Jeg vil prøve at give jeres publikum en bedre oplevelse. Man kan ikke se sig selv. Vi kan ikke se vores instrument, som sidder inde i kroppen. Pianisten kan trods alt se klaviaturet. Vi kan ikke se vore egne øjne eller vores eget udtryk. Derfor har vi brug for en samtale med nogen udefra. Jeres venner i de respektive foreninger tør ikke sige det til jer… medmindre I har en god ægtefælle, der altid siger det. Hvis man overholder de fire K’er, kan man komme langt med kritik.
Hvis der ikke er nogen, der siger til hende, at hun står lidt uheldigt på scenen, så sladrer vi om hende i stedet for. Er det så ikke bedre, hun får at vide, hun ser fjollet ud?

I Danmark er vi ikke så gode til at sige: Det kan du gøre bedre! Det er Janteloven, der gør det. Om den, der giver kritikken tænker vi: Han tror måske han er noget! Næh… han er ikke noget. Måske bare en god kammerat!

Det perfekte eksisterer ikke i min verden. De interessante lærere eller kunstnere er dem, der vover pelsen. Når vi gør dét, kan vi ikke være sikre på, at det går godt hver gang. I kender typer og kunstnere, der aldrig vover pelsen. Hvem vi I helst høre synge? Er det ham, der siger: Tak fordi I kommer og hører mig, der altid gør det rigtige?
Selv indenfor opera, som er en meget slebet diamant, hvor traditionen næsten ingen plads giver til at træde ved siden af, finder man kunstnere, som åbner en Mozart-arie på en helt anden måde. Det er genialt, det er personality. Man er jo bare sig selv, midt i al denne jagt på det perfekte.

Vi runder dagen af ved at snakke ved kaffen om aftenen og forsøger at nå en slags fælles konklusion.

Læs også: Din dramatiske vokal