Af: Holger Bjørnholt-Fink
KAOS kalder dette sammenrend af 1 stk. tysker, 1 stk. dansker samt 1 stk. islænding sig. Men det er alt andet end kaos, der præger denne live-indspilning med Franziska Günther, Esben Langkniv og Siggi Björns.

Det var angiveligt slet ikke meningen, at der skulle komme en cd udgivelse ud af dette musikal- ske internationale samarbejde. Siggi Björns har boet og sunget/spillet i Berlin igennem en årrække og på et tidspunkt er han truffet på de to andre. De jammede lidt sammen, før de blev enige om at drage på turne sammen gennem Danmark, Tyskland og et smut til Holland. De havde optageudstyr med, og da de lyttede til en optagelse fra Schmalförden, fandt de, at det ville være oplagt at bruge denne optagelse til en cd, og resultatet blev så KAOS. Det er et utrolig veloplagt udspil, dette her. Hele cd’en emmer af livslyst og spilleglæde, hvilket også afspejler sig i publikums særdeles positive tilkendegivelser. Alle tre sangere får fint plads til at komme til orde, men derudover akkompagnerer de hinanden såvel instrumentalt som vokalt. Alle tre er fremragende sangere og fortolkere og det instrumentale mangler heller ikke noget. Det meste foregår på engelsk, men der bliver dog også plads til et par danske sange, hvor det bl.a. lykkes for Esben Langkniv at få et tysktalende publikum til at synge Ruskomsnusk. Noget af en præstation.
En meget vellykket udgivelse, dette her.
Foxhold 202017