Af: Holger Bjørnholt-Fink
Jeg har det ellers ikke så godt med viser/sange med religiøst indhold; De kommer let til at virke for anmassende for mig. Det gælder dog ikke i dette tilfælde. At Torben Wahlstrøm er troende, er der ingen tvivl om, når man hører hans sange, men modsat så mange andre virker sangene inderlige uden at være forkyndende. Og ens trosforhold er ens egen sag. Torben er i besiddelse af et fint og gedigent sangskrivertalent. Han har gode melodier og tekster med indhold og dybde i. Når dertil kommer god og tydelig stemmeføring og varieret og kompetent akkompagnement, er det svært at komme på noget decideret negativt at sige. Skal jeg komme på noget, skulle det være det, at jeg personligt kunne ønske mig en sang eller to med lidt mere fut i, men det er nok ikke lige Torbens stil, og det anerkender jeg.Det er absolut høreværdigt, dette her, uanset hvilken tro, man bekender sig til (med mindre man er religiøs ekstremist) og kan anbefales at lytte til.
Gateway Music CD 04-2017