Af: Holger Bjørnholt-Fink
Her i begyndelsen af det nye år udkommer Søren Kroghs cd med egne melodier til Piet Heins berømte Gruk, og lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke overbegejstret.
Det er ikke fordi, det er decideret dårligt, overhovedet ikke. Søren Krogh er en dygtig musiker og sanger, men jeg synes ikke hans musik på nogen måde fremhæver ironien i Gruk’ene. Melodierne er lidt for pæne og anonyme. Jeg kunne ønske mig noget mere kant, der i højere grad kunne fremhæve teksterne. Der bliver fyldt lidt for rigeligt musikalsk arrangement på de enkelte numre efter min smag. På den måde finder jeg, at det satiriske og underfundige i Piet Heins tekster mister en del af deres skarphed. Hvis man kender til Piet Hein i almindelighed og hans Gruk i særdeleshed, finder jeg, at man bliver skuffet over denne udgivelse. Hvis man er fan af Søren Krogh, er skiven trods alt høreværdig, men mest på grund af den musikalske udførelse. Jeg har været mere optaget af Søren Kroghs egne tekster til egen musik end dette produkt.

Af: Holger Bjørnholt-Fink
Kære Michael. Hvad har du tænkt dig med denne udgivelse? Jeg er klar over, at det er en form for hyldest til din far, og det har jeg stor respekt for. Og ligeså respekterer jeg, at du finder dit eget udtryk og giver sangene et personligt præg. Men jeg må sige, at din fortolkning forekommer mig FOR personlig. Det er for specielt for mig, og – tror jeg – en hel del andre (jeg har tilladt mig at lade nogle af mine visevenner lytte til cd’en, og de er af samme mening som jeg). For mig at se forsøger du at ride på to heste på en gang: På den ene side vil du lave en hommage til din far og på den anden side vil du give sangene dit eget udtryk. Det er efter min mening forbandet svært, og jeg synes ikke, det lykkes for dig. Du har originale ideer og arrangementer, men det tænder mig ikke. Det er for indadvendt uden at blive vedkommende for mig.Det virker, som om du har tænkt mere på det musikalske udtryk end teksternes indhold. Hvis det er rigtigt, så er det lykkedes for dig; men jeg er af den mening, at tekster som disse skal understøttes af akkompagnementet og kunne fornemmes i fremførelsen – ellers bliver ordene mere eller mindre ligegyldige. Det lykkes bedst for dig i Månestråle, men til gengæld er din fortolkning af Lille Kammerat for ”poppet” til netop den tekst. Til dine fans vil jeg sige: Vær forberedt på en meget speciel fortolkning.

Af: Holger Bjørnholt-Fink
Lad det være sagt på forhånd: At skulle skrive en anmeldelse af en samling med det bedste af det bedste af en yndlingskunstner er umulig at formulere på en måde, så det bare ligner noget i retning af objektivitet. Så er I advaret, men jeg vil alligevel gøre et behjertet forsøg. Det er en vægtig sag, denne boks. 10 cd’er med de af Pia Raugs sange, som hun selv har bidraget til, enten som komponist og tekstforfatter (det kaldes vist nok singer/songwriter på moderne skandinavisk), som komponist eller tekstforfatter og som oversætter/gendigter af tekster af bl. a. Janis Ian og Joni Mitchell. Alt i alt en imponerende præstation i sig selv. Til overflod har hun også medtaget sine personlige fortolkninger af enkelte andre kunstneres værker. Pia Raugs egne tekster er dybsindige, eftertænksomme, udfordrende og rørende og hendes melodier understreger på fornem vis teksternes budskab. Hun lagde ud allerede i 1978 med ”Hej Lille Drøm”, hvor hendes helt store hit ”Regnvejrsdag I November” er inkluderet. Udover tekster af Ebba Munk og Pia selv er der en fantastisk gendigtning af Janis Ians ”At Seventeen” som i Pias mund er blevet til ”Seksten År”, en barsk kommentar til tidens krav om perfektion, sørgeligt aktuel dengang som nu. På sin anden udgivelse året efter berørte hun emner som atomkraftulykken på Tre Mile Øen og drager paralleller mellem den nordiske mytologi og nutiden i titelnummeret ”Saga”. Og så kom ”det”: Pia Raugs melodier til udvalgte tekster fra Inger Christensens digtsamling af samme navn. Et meget flot stykke arbejde, og hvor nummeret ”Chile” blev det mest kendte. På ”Iskrystaller” havde hun et samarbejde med superpianisten Kenneth Knudsen, der stod for arrangementerne på pladen. Meningerne var delte, men resultatet ubestrideligt flot. Teksterne er her meget eftertænksomme og de fleste indadvendte. Dernæst blev det til filmmusik. ”Hærvejen” blev i samarbejde med Søren Thuesen ikke noget stort hit, men viste en ny side af Pia Raug som stemningsskaber til film. Hendes næste plader blev til et langt og frugtbart samarbejde med den amerikanske pianist Steve Dobrogosz, med hvem hun først indspillede ”Forår I Menneskenes Land” og siden live-optagelsen ”Husker du...” og flere plader med danske sange og salmer – de sidste er ikke med i boksen og må høres andetsteds. Siden er det kun blevet til en enkelt udgivelse med nye (egne) tekster og melodier: ”Silke Og Stål” fra 1994 viser hende i det stærkt kritiske, men alligevel kærlige hjørne. Boksen indeholder udover den førnævnte live-optagelse et projekt, hvor Slesvigske Musikkorps akkompagnerer hende på nogle af hendes kendteste sange. Det er ikke lige min smag, men demonstrerer Pias lyst og evne til at finde nye udfordringer. På den sidste cd ”Bonus” findes en del sange, som ikke er kendt fra andre sammenhænge, flere af dem skrevet af kendte kunstnere som Jan Toftlund, Poul Henningsen og Benny Andersen. Det er virkelig rariteter, som atter viser nye sider af sangeren og sangskriveren Pia Raug.

Af: Holger Bjørnholt-Fink
Selvom jeg ikke er ekspert i det svenske sprog, vover jeg alligevel pelsen og iler med en anmeldelse af Michael Neumanns nyeste cd. Det er lidt en blandet landhandel med hensyn til repertoiret: Lidt musical (på svensk, forstås), Evert Taube, Carl Michael Bellman, Cornelis Vreeswijk og fatter Ulrik, traditionel norsk (på svensk, forstås) og – sandelig: H. C. Andersen og Sebastian (IKKE på svensk). Derudover bidrager Michael også med en enkelt melodi til en tekst af finlandssvenske Åke Grandell. På den måde kommer han faktisk rundt i det meste af Norden (kun Island mangler). Om det er tilsigtet eller ej, skal jeg lade være usagt, men summa summarum er, at resultatet er absolut høreværdigt. Selv spiller Michael jo en fortrinlig guitar, men netop på dette område har han fået forstærkning af sin søn, Tobias, der udover guitarspillet også har stået for arrangementerne. En skøn (kvindelig) strygetrio samt en ditto oboist er med til at understrege det umiskendelige visepræg på skiven, hvor musikken på intet tidspunkt drukner ordene i de enkelte sange. Michael er en fin visesanger, men alligevel har han hentet assistance i form af sin søster Ulla, der fremfører den danske del af fatter Ulriks Kärleksvals, der på den måde bliver et møde mellem tre generationer Neumann. Det er en fin skive, Michael Neumann her har begået, og bekendtskabet med den tåler mere end en enkelt gennemlytning.