En udmærket sangstemme og gode instrumentale præstationer er det, der præger denne udgivelse. Der er ingen tvivl om, at Anne Odgård vil noget med sin musik, men hvad?

Af: Holger Bjørnholt-Fink

2021 11 15 Anne OdgaardDet er en flot udgivelse, Anne Odgård her har begået.Hun synger med en klar og ren stemme, men lidt for lillepigeagtigt. Melodierne forekommer mig at være for indadvendte og svære at synge med på – hvis det altså skulle være meningen. Der er gode tekster fra Inger Christensen, Mads Mygind, Iben Krogsdal, Ole Sarvig og Anne Odgård selv. Hun står selv for kompositionerne, der dog ikke altid yder teksterne retfærdighed. Specielt synes jeg ikke, hendes melodi til Dejlighedssang af Inger Christensen passer særlig godt. Der er budskaber i den religiøse genre og også nogle, der er mere verdslige. Hun spiller selv på flygelhorn, hvilket er en afveksling fra alle dem, der forfalder til den sædvanlige guitar eller klaveret. Musikerne er særdeles kompetente, men jeg kunne ønske mig lidt mere spillerum for dem. Det ville efter min mening klæde sangene. Det hele er meget inderligt og pænt, nok lidt for pænt.
Plademærke og nummer ukendt.