Foto fra Humanistisk Samfunds hjemmeside

Af: Kim Ravn-Jensen

I de fleste sammenhænge er det muligt at forberede sig, før det falder naturligt at synge en sang enten alene eller sammen med andre. Men når et dødsfald rammer, har man ofte andet at tænke på. Derfor tyr mange til hævnvundne sange sunget i hævdvundne sammenhænge – men passer det til nutidens behov?

Kirken er en hævdvunden institution, men heller ikke kirkens salmer er rigtig gode
I 1867 skrev forfatteren Christian Richart et syngespil over eventyret Tornerose. Mens syngespillets helt står foran slottet, parat til det sidste nøk, bryder han ud i den sang, vi kender som Altid frejdig. Syngespillets komponist tillod sig dog at rette formuleringen ”med et fadervor i pagt” til ”gode alfer står på vagt” og fjernede dermed den stort set eneste kristne reference, sangen overhovedet indeholder.
Alligevel er Altid frejdig Folkekirkens bredest accepterede bud på en salme til en bisættelsesceremoni. Der er altså plads til forbedring også i den institution, de fleste opsøger, når et dødsfald rammer, og noget skal gøres.

At tænke i alternativer er særdeles relevant i dagens sekulære samfund
Det kan imidlertid både tænkes, at afdøde ikke ønskede sig nogen kirkelig medvirken, og, at de efterladte ikke ser nogen mening med at inddrage troen på noget, der er svært at få øje på i situationen.
Her står de fleste famlende, men organisationen Humanistisk Samfund tilbyder faktisk løsninger, både med hensyn til stedet for en ceremoni og ceremonien selv. Det er uden for denne artikels emne, at de også tilbyder andre ceremonier som for eksempel bryllupper og konfirmationer uden kirkelig reference.

Sangaften i København den 28. oktober 2021
Som led i en temauge, Humanistisk Samfund kaldte ”Vi taler om døden”, gennemførtes for nylig en sangaften i Valby Medborgerhus i København. Arrangørerne var ikke tilfredse med tilslutningen – 10 personer, inklusive indforskrevet pianist og forsanger.
Overtegnede var derimod udmærket tilfreds med at tilbringe nogle timer i selskab med folk, der virkelig havde tænkt over tingene. Vi blev ført kompetent gennem et hæfte med 25 sange, hvoraf nogle var velkendte, mens andre var nyere, og en enkelt kun var få uger gammel.
Blandt de velkendte sange var:
- Om lidt bli’r her stille
- Stjernefart (Shu-bi-dua)
- Svantes svanesang
- I dit korte liv
- Hvem kan sejle foruden vind
- Så længe skuden kan gå
- Har du viser, min ven
- Septembers himmel er så blå
- Sensommervise
, altså sange, som folk, der interesserer sig for viser, ofte er fortrolige med allerede.

Men problemet er vel fortroligheden eller manglen på samme
Fagfolk (de kaldes hymnologer) taler om, at en salme eller en sang er ”indsunget”. Det er vel fraværet af den egenskab, der stiller sig i vejen for, at tingene kan udvikle sig, så mennesker uden følelsesmæssig tilknytning til kirken kan få netop den afskedshøjtidelighed, de måtte ønske sig.
Her kan overtegnede kun få øje på de virkemidler, en dyrker af visesang på forhånd er fortrolig med: viljestyrke og bevidst indøvning. Sidstnævnte giver næppe mening i festligt lag blandt visevenner, men så må man jo finde på noget andet.
Denne artikel bliver til et debatanlæg, når overtegnede nu spørger: Hvilket ”andet” skal man finde på?

Henvisninger:
- Humanistisk samfund
- Jørgen Kjærsgaard: Salmehåndbog, Det kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2002
- den nyskrevne sang Farvel til dig