Viseaften i Sorø

Formanden for Visens Venner i Danmark har været på officielt besøg hos Visens Venner Sorø.
Det blev en munter aften i selskab med “Viser om søens folk og andre våde sange”. Begge kategorier blev godt belyst, dels med fremførte viser og dels med fællessange.
Billeder viser Carsten som fremfører “En sømand har sin enegang” samt hele holdet bag aftenens program.
Stemning var i top både på scenen og blandt publikum – l alt i alt en rigtig god aften!

En fortælling om viser fra Dorte Birch

Én gang viseven – altid viseven… 

Når jeg bliver spurgt, hvorfor jeg har beskæftiget mig med viser hele mit liv – lige fra barndommen – er det svært at finde et svar, for visesangen er blevet en selvfølgelig del af mit liv.
Men hvis jeg skal  finde et svar, må det være:
Jeg har behov for at meddele mig til mine medmennesker – noget, som kan være svært at gøre ved direkte tale. Og jeg tror, det samme gælder for de fleste af mine visevenner.
En god visetekst har altid noget på hjerte – vil os noget. Og som viseformidler skal vi også have noget på hjerte – ville publikum noget – ellers når vi ikke ud over scenekanten!

Jeg synes aldrig, jeg har fundet viseteksterne – jeg synes, viseteksterne har fundet mig i takt med, hvor i mit liv jeg var. Naturligvis sker det, man får en bunden opgave, og så arbejder man med den, men de tekster, jeg selv vælger at arbejde med, er altid  kommet   til   mig.
At være en g o d visesanger er ikke et spørgsmål om en smuk stemme. Det et spørgsmål om indføling og modenhed.
Der findes visetekster til enhver livssituation. Når følelser fylder os med sorg eller glæde, tab eller kærlighed, dukker ofte en relaterende visetekst op i os. 

Der er blevet sunget viser til alle tider, hvor mennesker søgte sammen i sociale eller svære forhold – nogle tekster er evigt gyldige og andre skrevet til aktuelle situationer med kort levetid, men fælles for visetekster er, at de skaber en form for styrke, fællesskab og indre billeder.
Vi kan finde visetekster i alle genrer – pop, jazz, musicals, opera – og et digt er en naturlig begyndelse til en vise.
Og nu skal jeg stoppe – jeg kan fortsætte i én uendelighed – én gang viseven, altid viseven! 😊 Jeg kommer gerne ud i jeres forening og taler om vores fælles interesse!

Tak for påskønnelsen ”Årets Visepris 2026”!  /Dorte Birch, landsformand for VVD 2013-2021.

Uddeling af visepris 2026

Det var en særlig fornøjelse, som formand for Visens Venner i Danmark, at få lov til at give forhenværende formand Dorte Birch viseprisen for 2026.

Prisen blev tildelt Dorte for hendes mangeårige, ihærdige arbejde for visen som begreb. Hun har været både lokal- og landsformand, hun har arbejdet i mange forskellige sammenhænge i Visens tjeneste. Det er i den grad fortjent Dorte!! Stort tillykke.

Der var rigtig mange visevenner, der deltog i koncerten, og det var vi i VVD rigtig glade for.

Efter koncerten var VVD vært ved en lille reception i Bålhuset. Her deltog mange visevenner. Det var utroligt hyggeligt, og der blev genetableret mange kontakter.

Visens Venner Hillerød

Formanden for VVD har været på besøg hos Visens Venner Hillerød. Det var en rigtig god oplevelse: dygtige visesangere, god visevært og god stemning.
Øverste billede er fra afslutningssangen, og nederste billede er formanden Thomas Kirkegaard, der synger Kim Larsens Kvinde min akkompagneret af Hanne Kiær på tromme.

Sang- og lyrikcafe i Vejle

En eventyrlig aften i Sang- og Lyrikcaféen i Vejle.

Torsdag den 12. februar afholdt vi vores andet arrangement i Sang- og Lyrikcaféen.
Der var solgt 42 billetter på forhånd, men kun halvdelen dukkede op, da der var varslet snestorm og risiko for meget glatte veje.
Vi havde dog en rigtig hyggelig aften med temaet ”Eventyr og andre eventyrlige fortællinger”.
Lene og Peter startede med fire forskellige versioner/fortolkninger af ”Den lille Rødhætte”, bl.a. sangen om Ulven Peter, som Peter Belli gjorde kendt i 60’erne.
Per Nygaard fra Visens Venner i Vejle fortsatte med sin egen (helt specielle) fortolkning af ”De tre Bukke Bruse”.
Nellie og Frank fra Visens Venner i Helsingør havde derefter et 30 minutters indslag med eventyrlige historier, bl.a. ”Dansker i campingvogn”, der grundlagde en hel lille by i Sverige, inden Lene og Peter sluttede af med et par eventyr af H. C. Andersen – men omskrevet og sat i musik af Shu-di-dua.
Der blev også plads til et par fællessange: ”Slabadubadelle”, en landeplage fra 70’erne – om nissen, der rejste med ekstrapost til Stormogulen for at finde den største mand og ”Puff”, den magiske drage, som kun lever i barnets fantasi … og når barnet bliver voksent (og mister sin fantasi!!?), sygner dragen hen i glemsel. En anden populær sang fra 60’erne – gjort kendt af Peter, Poul and Mary.

Næste gang bliver torsdag den 9. april, hvor vi sætter fokus på krig og fred – belyst fra mange forskellige vinkler.
Også her får vi gæster i Caféen, som bidrager til løjerne.
Ole Andkjær og Suzanne Schytt fra hhv. Randers og Helsingør, samt Per Nygaard, Frank Petersen og Aage Nørby – alle tre fra Vejle.
Vi prøver altid at have gæster i Caféen, enten fra vores eget netværk – men også meget gerne med folk fra publikum, der gerne vil synge en sang, fremsige et digt eller måske fortælle en god historie.

Måske ser vi også dig en dag?

Vil du læse lidt mere om Sang- og Lyrikcaféen, kan du klikke dig ind på Vejle Biblioteks hjemmeside:

https://vejlebib.dk/artikler/musik-film/ny-sang-og-lyrikcafe-pa-vejle-bibliotek

Julekoncert på Torvet i Horsens

Julekoncert i Igloen på Torvet i Horsens.Fredag d. 12.12.2026 indfandt julestemningen sig i Horsens. 5 af vores aktive sang og spillede i igloen på Torvet. Der var både nissehuer, bjældeklang og julesang samt plads til yderligere et par sange, der ikke handlede om jul, men som publikum kunne synge med på. En rigtig hyggelig eftermiddag og fint besøgt.

Syng danskugen blev fejret i Kjellerup

”Vi blev glad i låget”
Midtjysk Kor og Visens Venner i Kjellerup har skabt tradition i at ”Spil Dansk Ugen” bliver en festlig begivenhed, og det sørger man for i Kjellerup.
Kan man bruge en harmonikaspiller til salmesang og højskolesang?
Ingen problemer, man hyrer Vagn Egon Jørgensen fra ”Human Entertainment” så får man professionel underholdning for alle pengene.
Aftenen i Mosaikken var spækket med en god stemning og korlederen fra Midtjysk kor havde da også rosende ord til Vagn Egon, som kunne forvandle den gode valsetakt til stemningsfulde salmetoner.
Tak til værterne Lotte Kragh og Karsten Jørgensen.
Det blev en superaften som kan anbefales.

Tilskud til Ryslinge-kurset 2025

Den 26. juli starter sommerkurset ”Sangen i fokus” på Ryslinge højskole.
Som medlem af Visens Venner kan du søge om tilskud til dette kursus.
Tilskuddet, som er på 400.- kr., kan kun ansøges i tidsrummet fra den 1. til den 22. august 2025.
Beløbet udbetales til alle VVD medlemmer, som deltager i dette kursus – og som ansøger.

Ansøgningen skal stiles til FU og sendes til flg. mailadresse:  vvd@visensvenner.dk
I din ansøgning skal følgende fire punkter tydeligt fremgå:
– Dit fulde navn.
– Din lokalforening (eller om du evt. er personligt medlem af VVD).
– Dokumentation for deltagelse i kurset (typisk et deltagerbevis fra kurset med dit navn, en
                bankkvittering med dit navn, Ryslinge Højskoles navn samt indbetalt beløb).
– Dit bankkontonummer som de 400.- kr. skal indsættes på.

Mange hilsner
Peter Lorenzen
Kasserer
Visens Venner i Danmark
Telefon 40 31 95 07

Musik i Sommerlandet

I starten af juli måned mødtes 24 glade visevenner på træffet “Musik i sommerlandet – Faxe”. I tre dage blev der sunget igennem – både ved aftenkoncerterne og de efterfølgende “køkkensessioner” såvel som ved den optrædener, der var på forskellige plejehjem. Der var både danske, svenske og norske visesangere i flokken.

“Rundt om Visen” – Visekursus på Vrå Højskole

Vi gentager succesen og tilbyder igen kursus på
Vrå Højskole fra søndag d. 15. juni til fredag d. 21. juni 2026 (uge 25)
– denne gang med en ekstra kursusdag!
Som engagerede visesangere vil vi gerne dele glæden ved de danske og
nordiske viser.
Derfor inviterer vi dig til en spændende uge, hvor du får mulighed for at
udvikle dig som sanger og fortolker.
Dette får du mulighed for på kurset:
I løbet af fem dage kommer du hele vejen “rundt om visen”. Du får mulighed for at:
 Øve dig i at fortolke viser med nærvær og udtryk
 Blive mere tryg ved at optræde foran andre
 Lære at synge anden stemme, eller få nogen til at synge anden
stemme til dine sange
 Prøve sammenspil og akkompagnement med andre deltagere
 Forbedre din sangteknik og stemmebrug
 Være med til at planlægge og præsentere en caféaften som visevært
 Optræde om aftenen til vores hyggelige caféaften
Sådan foregår undervisningen:
Undervisningen foregår i forskellige værksteder, hvor vi arbejder med:
 Sammenspil
 Tonearter
 Rytmik og flerstemmig sang
 Fællessang
Du kan også få hjælp til guitarspil, især hvis du er nybegynder og kæmper
med akkorder.
Hver dag starter med en morgensamling, som enten højskolen eller en af
underviserne står for.
Aftenaktiviteter
Hver aften mødes vi til caféaften, hvor vi optræder for hinanden med det, vi har arbejdet med i løbet af dagen. Det er en uformel og støttende stemning, hvor alle kan være med.
Vælg dine værksteder:
Ved tilmelding skal du prioritere mellem følgende værksteder:

  1. Fortolkning
    Lær hvordan du “kommer ud over scenekanten” med din sang. Vi arbejder i
    små hold og giver hinanden konstruktiv feedback og gode råd.
  2. Sangteknik
    Få konkrete værktøjer til vejrtrækning og stemmebrug- så din stemme holder
    længe og lyder bedre.
  3. Flerstemmig sang
    Prøve kræfter med at synge sammen med andre eller få korstemmer på din
    egen sang.
  4. Planlægning af caféaften
    Være med til at planlægge og være vært ved aftenens koncert

Undervisere
 Ib Østergaard (Viseværksted) – Musiker og formand for Visens Venner i
Horsens
 Pia Østergaard (planlægning af caféaften) – Aktiv sanger i Visens
Venner Horsens
 Jørgen Bing (Visefortolkning) – Skuespiller og visefortolker, Vendsyssel
Teater

 Jørgen Aagaard – Pianist, Visens Venner København
 Leon Hegelund – Guitarist og aktiv visesanger i Visens Venner
København
 Camilla Hyttel (Sangteknik & fortolkning) – Leder af Sysselkoret og
sanger i Vox11, uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium
Praktisk info
 Max. 25 deltagere
 Tilmelding sker via Vrå Højskole
 Spørgsmål? Kontakt kursusleder Ib Østergaard på tlf. 21 42 91 27 eller
mail: isoe@live.dk
Efter tilmelding og valg af værksteder modtager du på første kursusdag et
personligt skema med dine aktiviteter.
Husk at medbringe:
 Tekster og noder, du gerne vil arbejde med (hvis ikke du selv har nogen,
kan vi hjælpe med dette)
 Dine egne instrumenter, hvis du spiller selv