Af: Holger Bjørnholt-Fink
Her i begyndelsen af det nye år udkommer Søren Kroghs cd med egne melodier til Piet Heins berømte Gruk, og lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke overbegejstret.
Det er ikke fordi, det er decideret dårligt, overhovedet ikke. Søren Krogh er en dygtig musiker og sanger, men jeg synes ikke hans musik på nogen måde fremhæver ironien i Gruk’ene. Melodierne er lidt for pæne og anonyme. Jeg kunne ønske mig noget mere kant, der i højere grad kunne fremhæve teksterne. Der bliver fyldt lidt for rigeligt musikalsk arrangement på de enkelte numre efter min smag. På den måde finder jeg, at det satiriske og underfundige i Piet Heins tekster mister en del af deres skarphed. Hvis man kender til Piet Hein i almindelighed og hans Gruk i særdeleshed, finder jeg, at man bliver skuffet over denne udgivelse. Hvis man er fan af Søren Krogh, er skiven trods alt høreværdig, men mest på grund af den musikalske udførelse. Jeg har været mere optaget af Søren Kroghs egne tekster til egen musik end dette produkt.