Engang imellem sker det, at man får en helt uventet musikalsk oplevelse. En oplevelse, der sætter en i godt humør. Sådan har jeg det med Ulabrands nye skive. Der er noget folkrock over den, så det er lige sagen, hvis man er til den slags. Desuden er der en lidt fandenivoldsk stemning, som inspirerer til at blive glad. Min eneste anke mod dette udspil er, at der ikke er flere sange samlet her, men man kan jo lytte til You Tube, eller (tør man foreslå det?) KØBE skiven, alternativt downloade den (lovligt forstås!). Under alle omstændigheder kan jeg anbefale udspillet, såfremt man holder af musik, der gør en glad i låget. Jeg glæder mig til at høre mere til denne gruppe.