Af: Holger Bjørnholt-Fink
Jens Lysdal har begået en dejlig cd her. Han kan nærmest det hele: Skrive gode melodier og lege med sproget i teksterne. Arrangementerne giver fin understøttelse til teksterne, og musikken overdøver på intet tidspunkt sangen – en fejl, mange udgivelser ellers lider af. Desværre er der kun få sange på skiven – det er nærmest, hvad man i gamle dage ville kalde en ep (for ikke indviede: en ep var i vinyltiden en mellemting mellem en singleplade og en lp). Men måske kommer der mere på et tidspunkt. Der er styr på sagerne, men uden at der mangler nerve – det, de gamle spillemænd kaldte ”æ nap” eller ”tawet”. Melodierne står stærkt og godt instrumenterede. God produktion, men multiinstrumentalisten Jens Lysdal har vel heller ikke for ingenting arbejdet sammen med folk som Donna Summer, Sanne Salomonsen, Povl Dissing og Sebastian.
Og teksterne: Underfundige og varme. Ironiske. Og som afslutning en ordentlig gang samfundsrevsning. Kort og godt: Denne udgivelse har jeg nydt at lytte til, ikke kun en, men adskillige gange. Kan varmt anbefales.